Weekenden

Vi har haft en rigtig dejlig weekend. Vi havde i forvejen aftalt at vi ikke skulle det store. Vi skulle kun dovne og gør mindst muligt. Samle lidt energi og rydde op i vores hoveder. Vi vågnede dog tidligt både lørdag og søndag, for at have god tid til at lave mindst muligt og vi begyndte begge dage med alt for tørre hjemmebagte boller. De var ligeså dårlige, som de er gode når de er nye. Ellers er vores vært enormt god til, at lave mad af ingenting. Jeg er sikker på at min søster Eva ville elske ham. Jeg tror ikke at han nogensinde har smidt mad ud og vi får alle rester i vores næste måltid i en ændret udgave.

Vi får 3 måltider hver dag. Morgenmad som kun smager godt, de dage bollerne er nybagte. Det er kun sket en gang. Til morgenmad er der kun de her boller og smør, blommemarmelade, honning og peanutbutter. Jeg ville ønske at vi bare kunne få toast. Vi får middagsmad mellem kl. 13 og 14. Jeg tænker at det er fordi dagvagten slutter kl. 14, hvor aftenvagten starter. Så er der aftensmad mellem kl. 19 og 21. Folk i Uganda går ikke så meget op i tiden. Jeg synes den mad vi får, minder lidt om italiensk mad. Der er altid noget pasta eller risotto. Så får vi lidt kød, grøntsager, kartofler og æggekage. Nogle gange får vi en tør bolle til vores mad, og der handler det bare om at få den ned, i håb om at få nybagte næste morgen. Vi er begge positivt overrasket over maden og selv om vi ved vi spiser det samme igen og igen, ser maden anderledes ud og den smager godt. Vi er aldrig gået sultne i seng.

Vores vært har også en kone. Hun hedder Alice. Værten har selvfølgelig også et navn, men jeg har rigtig svært ved at huske det. Han hedder noget ala Alfedo, Antonio eller noget lignende. Jeg har spurgt om det så mange gange, at jeg ikke synes at jeg kan være bekendt at spørge igen. Alices job er at rengøre huset og vaske vores tøj. Jeg tror hun vasker det hele i hånden. Hun er sindssygt dygtig.

Weekenden har vi brugt på at læse, spille yatzy, snakke og spise. Vi gik også en tur i ”byen” og ledte efter et marked, som skulle ligge i nærheden. Det eneste vi fandt, var en lille gade med nogle ”butikker”, jeg tror ikke at vi var det rigtige sted.
I weekenden har vi ikke haft så meget vand. Der kommer lidt, men så er det pludselig væk igen. Ingen vand er lig med at holde på afføringen. Der er jo ikke mange som har lyst til at gå på toilet, uden at kunne komme af med beviserne igen. Dog har det været værre, ikke at kunne komme i bad. Italienerne tog på safari i weekenden, så Kaja og jeg har haft huset for os selv. Dinner for to og så videre. Mega hyggeligt.

Det ser meget rodet ud over alt. Ingen affaldsspande, så selv om man skulle havde lyst til at samle skrald, kan man ikke smide det ud nogen steder. Alle gader er rødlige af ler eller jord, så alt har et rødligt skær pga. støvet som lægger sig alle steder.

Der er geder og en slags køer rundt omkring og også høns, som også er her inde på sygehus området. Jeg har aldrig ønsket et dyr dødt, men helt ærligt, så er jeg tæt på at ønske at den forbandede hane, som galer foran vores vindue, flere gange i løbet af natten, falder død om. Han begynder kl. 1 efter midnat. Der galer han indtil han er sikker på, at det er lykkedes ham, at vække alle haner i hele Kalongo. Han er helt sikker, når mindst to til tre andre haner galer tilbage. Oftest er han så stille indtil kl. 3, hvor han gentager det fucking gal og kl. 5.30 galer han så uden stop indtil kl. 7.!

Jeg synes det er vildt imponerende hvordan kvinderne hernede, kan bære ting og sager oven på sit hoved og gå langt med det, uden at det falder af. Jeg har altid troet at de måtte have bundet det fast på en eller anden måde, men jeg har lagt mærke til, at det gør de ikke. Jeg vil prøve at spørge en af dem om det. Også om hvordan de binder sine børn på ryggen. Jeg forstår på slet ikke hvordan de gør det, eller om barnet sidder godt, men de klager ikke. Vi ser små piger ned til 7-års alderen med mindre søskende på ryggen.

Nogle af husene her i området er enormt nuttede. De er runde med stråtage, præcis som i tegnefilm. Jeg har sådan lyst til, at se hvordan det ser ud indendørs. Jeg må prøve at blive venner med en, som bor i sådan et hus.

Dyrelivet er helt anderledes her end det er i Danmark og på Island. Her løber der både store og små firben over vores terrasse, også selv om vi sidder der. De er rigtig forskellige og med mange flotte farver og jeg er sikker på at de er forskellige racer. Kaja og jeg har gjort dem til en familie, med en far og en mor og en lille baby. Når vi ser en ny, er det selvfølgelig fra en anden familien, som bor længere væk.

Deila færslunni

Share to Google Plus