2. Dag på arbejde

Vi begyndte dagen med at deltage i en briefing med jordemødrene, hvor de også fik at vide, at vi bare ville følge med og observere i dag. På fødestuen var der en kvinde, som var tæt på at føde. Lige inden hun fødte, hoppede jordemoderen i gummistøvler og et forklæde (de samme støvler og forklæde som de bruger til rengørning) og var nu klar til fødslen. Jeg lagde mærke til at hun aldrig kommunikerede med kvinden.

Kvinder her bliver ikke forberedt eller forklaret noget som helst ang. undersøgelserne eller selve fødslen og det synes jeg er mærkeligt. Det hele bliver dokumenteret, men jeg har en fornemmelse af, at det her ikke vedkommer kvindene. Det er lidt mærkeligt og strider imod alt hvad vi har lært og er opdraget til. Kvinderne bliver heller ikke guidet igennem pressefasen.

Kulturen hernede er meget anderledes og jeg har for eksempel set en jordemoder snakke i telefon, imens hun forløste et barn. En studerende holdte jordemoderens mobil op mod hendes øre, så hun kunne snakke, imens hun løftede barnet op på morens mave. Jeg tror det er helt nyt her, at børnene kommer op på maven lige efter fødslen. Men barnet får klippet navlestrengen og bliver fjernet fra sin mor igen næsten med det samme.

Hernede bliver livmoderen også renset manuelt efter fødselen, for at forebygge post partum blødning. I Danmark er det kun lægen der gør det, hvis det er nødvendigt.
Vi så aldrig at kvinden blev undersøgt for bristninger efter fødslen, men det kan sagtens have forgået i et andet rum. 10 minutter efter barnet kom til verdenen var moren på vej i bad.

Kvinderne her i Kalongo tager selv alt det med, som de skal bruge til en fødsel. De tager en balje med, så de kan vaske sig efter fødslen og så har de tæppe, håndklæde, gardiner eller noget andet stof, til at svøbe om barnet. De få ikke engang et glas vand.

En anden kvinde var også i fødsel. Det var en studerende som var ved hende. Hun spurgte om jeg ville føde med kvinden, men det takkede jeg pænt nej til og fortalt hende, at jeg bare gerne ville se på deres arbejdsgang til at starte med. Den studerende blev lidt fornærmet og sagde at hun jo godt kunne tænke sig at se hvordan vi gør. Aftalen er at vi engang i næste uge, når vi har oplevet lidt mere, og vi er trygge ved det hele, går rigtig i gang. Jeg hjalp dog med at stimulere barnet og suge næse og mund for fostervand. Det er en fast procedure hernede og det gør de ved alle nyfødte. Moren lå helt stille, imens alt der her forgik og tog først om sin lille dreng, da jeg ønskede hende tillykke med sin kønne lille baby. Derefter lagde jeg den lille på sechers bordet, hvor jeg dobbeltsnorrede navlestrengen med bomuldsgarn (efter nøjagtige instruktioner fra en anden studerende) og klippede den over med en sløv saks. Jeg ønskede ikke at give vitamin K da jeg ikke var tryg ved det. De bruger en anden dosis end vi gør i Danmark og som Kaja sagde ”vi skal ikke have noget med nåle at gøre i Afrika”! Der bliver også sat salve i øjnene på børnene, men det takkede jeg også nej til.

Kaja havde været med til et kejsersnit og var nu kommet tilbage. Vi havde besluttet at give alle de børn, vi havde været med til at hjælpe til verden en gave. Så vi gik hjem og fandt 3 små gaver frem og gik tilbage til sygehuset. Mødrene blev rigtig lykkelige og det var en fornøjelse at kunne give dem lidt.

Vi har fri i weekenden og vil bare blive hjemme og hygge, og fordøje alt det vi har oplevet. Vi er stadig lidt udmattede og i søvnunderskud.

Deila færslunni

Share to Google Plus