Køreturen til Kalongo

Vi kørte af sted kl. 12.00. Vores chauffør Simon og hans ven James insisterede på at vi begge sad oppe foran ved Simon, selvom vi begge hellere ville sidde bag i bilen.

Der var 2 bænke overfor hinanden omme bag i, og trods alt for meget bagage, tænkte jeg, at jeg hellere ville tumle rundt der, en at sidde fast foran ved Simon. Men da vi begge er velopdragne og høflige gjorde vi som Simon sagde og satte os på forsædet ved ham. I et sæde, der var ca. lige så bredt som min numse alene. Der var kun en sikkerhedssele som ingen af os kunne bruge, fordi så skulle den anden sidde oven på selen og det ville ikke være fair. Så vi kørte afsted og i 10 timer sad vi og kunne nærmest ikke bevæge os. Jeg sad i midten til at begynde med og sad så tæt på Kaja som jeg overhovedet kunne tillade mig. Jeg kunne enten sidde tæt op ad Kaja eller Simon og selv om jeg ikke har berøringsangst, havde jeg det bedre med at svede op af Kaja end op af ham.

Vi kørte direkte ud af Entebbe, og jeg var så fascineret af alt det jeg så, at jeg glemt alt om at jeg havde et kamera med. Her og der løb der geder og smukke hunde frem og tilbage. Kaja siger, at hundene er vilde, men jeg synes ikke at de så vilde ud. Da vi kom til Kampala, begyndte jeg at frygte for vores liv, og det sker ikke ofte. Jeg har aldrig i mit liv været så tæt på at dø som på denne køretur. Men folk i trafikken i Uganda er gudskelov meget hensynsfulde, og hvis for eksempel Simon var ved at overhale og en bil kom imod ham, kørte den modkørende så langt ud i kanten som han kunne, og Simon kørte så tæt som muligt, på ham som han var ved at overhale, og den som blev overhalet kørte så langt ud mod kanten som han kunne. Hvis der var fodgængere i vejen sprang de bare i grøften. Ingen bandeord, langefinger eller skrig.

Det meste af vejen der fører til Kalongo, er asfalteret. Gudskelov! Men de sidste cirka 60 km er ikke, og det var et helvede at køre. Simon har sandsynligvis en drøm om at køre rally og jeg er sikker på han bruger enhver lejlighed til at øve sig. Så smilte han bare så smukt, så man tydeligt kunne se hans store hvide og stærke tænder. Jeg er virkelig overbevist om, at han troede, at vi var vilde med denne oplevelse og syntes at han var sej og at vi aldrig havde moret os så meget før.

Vi stoppede et sted, hvor vennerne købte stegte fugleben på spyd. Kaja syntes ikke, at vi skulle købe dem, da vi ikke vidste, hvor længe de havde været på spydene og så videre. Det er virkelige godt at en som er så impulsiv som jeg er, rejser rundt med en som Kaja. Simon købte også en slags grillet banan, som jeg fik lov til at smage. Bananerne var klistrede, søde og mindede om ananas. Disse bananer fik navnet BANANANAS. Mit lille barnebarn kalder altid bananer for banananas og jeg synes det navn passede enormt godt til denne slags bananer.

Da vi ankom til byen Gule, begyndte det at regne. Eller nærmere, det stod ned i stænger. Det regnede faktisk så meget i en periode, at jeg ikke kunne se fra den ene vejpæl til den næste og jeg havde ingen idé om, om vi var på vejen eller ej. Men det så ud som Simon the driver, havde kontrol over det. I en periode kunne han dog kun køre med en hastighed på 20 km i timen, fordi det regnede så voldsomt. Endelig, efter 10 timers kørsel uden tissepause, nåede vi endelig frem til Kalongo.

En bevæbnet vagt hilste på os og lukkede os ind på området. Der var dog gået noget galt i vores kommunikation med søster Carmel, fordi der var ingen som vidste at vi var på vej. Stakkels Kaja var ved at dø af kvalme og længdes efter en seng og søvn mere end noget andet, og jeg må indrømme, at jeg også var begyndte at ønske mig et bad så jeg kunne vaske mit hår og krop efter 10 timers køretur i en bil i 27 graders varme uden aircondition. Simon the good guy, ringede rundt og kort efter kom en venlig sort mand for at hjælpe os. Han er altmuligmand i gæstehuset og det er ham som står for madlavning og rengøring. Da der intet var ledigt i gæstehuset, tog han os med til et hus der lå ved siden af og undskyldte mange gange at det ikke var blevet rengjort, men han havde jo ikke forventet os i aften. Huset var bare meget beskidt og ikke det vi havde forventet. Men vi smilede jo bare taknemmeligt, og efter at have spist gammelt brød og drukket dårlig kaffe lagde vi os ned for at sove…uden bad! Jeg dræbte en gigantisk græshopper først og Kaja indtog sin malaria tablet, som hun kastede op næsten med det samme. Vi aftalte at hun næste morgen skulle prøve mine malaria tabletter.

Deila færslunni

Share to Google Plus